Specialbutikken Naturlic på Koldingvej har droppet glutenprodukter til fordel for garnnøgler. Har også en strikkecafé.
Vejle: De har strikket længe før der var noget der hed den Den store Strikkedyst på Tv Syd, kvinderne rundt om bordet hos Ingrid Rosenkrantz Maack, der er indehaver af den lille hyggelige specialbutik Naturlic på Koldingvej 164.
Ingrid Rosenkrantz Maack har nemlig valgt at droppe salget af glutenprodukter til fordel for garnnøgler. Og udover hylderne med de mange farverige garnnøgler har hun også lavet en strikkecafé.
- Jeg tror tv-programmet "Den store Strikkedyst" har været med til at få mange især unge kvinder til at finde strikketøjet frem.
- Det er en hyggelig hobby. Og vi lidt mere erfarne strikkepiger, giver gerne vores mønstre og tip videre, siger Ingrid Rosenkrantz Maack.
Anekdoter og lyden af strikkepinde
Strikkepindene knitrer mellem fingrene på kvinderne rundt om bordet bagerst i lokalet i Ingrids hyggelige butik.
Der dufter fortsat syrligt af te og chokolader. Samtidig dufter der også dejligt af hjemmebag og friskbrygget Vejle-te
Her er, udover de farverige mønstre på strikketøjet, også plads til små anekdoter og en dejlig pludren blandt kvinderne. Nogle er kolleger, andre har danset på samme hold og nogen har først lige mødt hinanden. Den yngste i strikkecaféen er 10, den ældste er plus 60.
En af dem er Lone Nielsen, der har strikket i mere end 40 år.
- Jeg havde en pause i seks år; det var mens jeg arbejdede og boede i Grønland. Men ellers synes jeg altid, jeg har strikket, siger Lone Nielsen, mens hun kigger op fra strikketøjet.
Denne onsdag aften i strikkecaféen er hun i gang med at strikke et par lune skisokker til sit barnebarn, August, der skal på skiferie med Efterskolen.
- Så de skal snart være færdige, smiler hun.
En anden deltager, Anette Thinggaard, har en nederdel på, hun selv har strikket.
- Nogle gang strikker jeg noget til min datter, andre gange noget til mig selv, siger Anette Thinggaard.
Lige inden journalisten er trådt ind af døren, har pigerne ivrigt diskuteret mønstre og en ny teknik.
Hygge og ren forkælelse
Strikkepigerne kommer dog mest for hyggens og anekdoternes skyld.
- Vi har det hyggeligt her hos Ingrid; vi bliver forkælet med hjemmebag og te. Og så er der ingen af os, der er bange for at øse ud af vores erfaring; vi har det godt i hinandens selskab, lyder det fra et par af strikkepigerne, mens de tager en tår te og tager et bid af den hjemmebagte bolle.
Strikkepindene hviler et øjeblik på bordet foran kvinderne, men kun et øjeblik. For der er et par skisokker, der skal være færdige.
Og et par fif, der lige skal sidde i hænderne, inden aftenen er forbi.
Ingrid Rosenkrantz Maack holder både strikkecafé om formiddagen og om aftenen, og gerne en dag om uge.
Det koster 25 kroner at være med; det er inklusive te og en hjemmebagt bolle serveret sammen med en af butikkens velsmagende stykker chokolade.
Interesserede skal blot henvende sig i butikken.