Vejle: Morten Pelch, 37 år, kommunikationschef i VB. Han bor sammen med sin hustru, Nikita, der er journalist hos DR.
Hvad betyder Vejle Boldklub for dig?
- Jeg begyndte at spille i VB som 5-årig, senere havde jeg mit første job i klubben som 10-årig, hvor min bedste ven Thomas og jeg gik med et skilt om halsen i weekenden og reklamerede for den kommende kamp. En enkelt gang havde vi endda en lama med på turen på gågaden. Det var fra 1990 til 1992. De år, hvor klubben ansatte en markedsføringsdirektør, Hans Knudsen, og købmændene ejede klubben. Som barnefødt vejlenser er klubben en stor del af mit liv og min identitet. Jeg plejer at sige, at Vejle Boldklub er ekkoet af barndommens minder og sejre, der aldrig stoppede. Så det kort svar må være: Meget.
Hvad består dit arbejde af for Vejle Boldklub?
- Mit arbejde består i at varetage og udvikle klubbens overordnede kommunikationsstrategi. En opgave som jeg er ydmyg omkring. Når folk, som jeg selv, har hjerteblod og kærlighed til klubben, så er det vigtigt, at man binder fortid, nutid og fremtiden sammen. Samtidig har jeg kontakten med medier, rettighedshavere og medieudvalg under Divisionsforeningen. Samt står for medieafviklingen på kampdagene.
Har du en passion?
- Jeg kan godt lide at læse bøger og sætter altid pris på en tur i biografen.
Hvad tænker du er vigtigt at gøre en indsats for, når vi taler udviklingen af Vejle Boldklub?
- Vi bevæger os i en virkelighed, hvor folks opfattelse af klubben i et vist opfang altid vil hænge sammen med de sportslige resultater. Her skal vi prøve at gøre os, i den grad det naturligvis er muligt, uafhængig af resultaterne. Således at vi fortæller de gode historier om et loyalt sponsornetværk, en stor opbakning fra byen og fans og ikke mindst: Den udvikling og det kvantespring klubben har taget på bare tre sæsoner. Fodbold er følelser.
De fem skæve
Hvad er din livret?
Vejle er beriget med så mange gode spisesteder, at det afhænger af appetitten den pågældende dag.
Har du en yndlingsfilm?
En verden udenfor med Morgan Freeman og Tim Robbins.
Hvad har du altid i dit køleskab?
Øl til mine gæster.
Har du et skjult talent?
Jeg er god til at skrive taler for folk. Det lykkedes mig altid at ramme grundtonen i dem, og det de ønsker at fortælle.
Hvad vil du helst bruge dine søndage på?
En gåtur med bomuldshunden Ludvig og at se fodbold på Vejle Stadion.
- Dem man hører og ser mest i medierne, er naturligvis fodboldklubbens spillere og trænerne, men nu får du også en chance for at vide lidt mere om de mennesker der til dagligt arbejder i kulisserne hos Vejle Boldklub. I de kommende uger kan du læse om hver og en af dem og få en fornemmelse for, hvad Vejle Boldklub betyder for dem og du kommer lidt tættere på dem, som personer.Successen bag en succesfuld boldklub kommer ikke af sig selv. Den kommer ved at man løfter i flok. Både de som er foran, og de som er bag kulisserne, dribler deres bolde rundt i alle krogene for at få det hele til at gå op i en større enhed.