Vejle: Leif Bruun er typen, der lytter. Han observerer og lader indtrykkene bundfælde. Måske er det hans vestjyske rødder, der giver et indtryk af et roligt sind, men man skal ikke lade sig narre. Han buldrer måske ikke frem med store armbevægelser, men indvendigt står bogstaverne i kø for at komme på papir. Pennen sprudler af energi, og gennem årene er den blevet brugt flittigt.

Seneste skud på stammen er bogen "Smederim og Brokker". En samling af tekster, der har været undervejs i årevis.

- Gennem 20 år. Hver gang der er noget, jeg studser over, gør jeg mig et notat. Jeg skriver nogle få ord ned, og med tiden udvikler teksterne sig. Det er først bagefter, det egentlige arbejde begynder. Det er jo slet ikke ligegyldigt, hvordan man får forklaret sig. Ofte bruger jeg mig selv i fortællingerne - med en vis kunstnerisk frihed, siger Leif Bruun.

Teksterne handler om en masse forskelligt, og læserne bliver sammen med forfatteren en slags flue på væggen til fortællinger om et liv på godt og ondt. Der er skarpe observationer, klummer, vers, rim, remser og brokkerier. Og det virker ikke rodet, selvom bogen både kan læses forfra og bagfra. Slå op i midten, hvis du har lyst. Historierne er korte, og efterlader læseren i et andet humør.

Kan ikke lade være

Forfatteren beskriver verden og menneskerne i den. Han hænger ikke folk ud i sine skriverier, men nedfælder gerne sin mening om mangt og meget.

"Smederim og Brokkerier" er et indblik i Leif Bruuns liv.

- Ved at læse den får man et ganske godt kendskab til mig, men man lærer mig ikke at kende. Jeg kender jo ikke en gang mig selv - jeg overrasker mig selv hver dag, siger han kækt.

Leif Bruun skriver fordi han ikke kan lade være. Men der er ikke meget ved det, hvis teksterne blot samler støv i skrivebordskuffen.

- Man skriver jo ikke bare til sig selv. Det er forholdvis nyt for mig at udgive mine tekster - og lade andre læse mine ting. Men jeg vil jo gerne have en reaktion fra folk, for det er først når der opstår "ping-pong", at man udvikler sig, siger Leif Bruun, der generelt oplever, at folk holder igen - i forhold til at give tilbagemeldinger.

- Det bør man ikke. Jeg lytter gerne til folks holdninger. Jeg er meget nysgerrig efter at forstå folk, og spørger da også direkte om alt muligt. Det kan give en god snak. Ikke alle kan tage det, men jeg vil ind på livet af folk.

Stor omvæltning

Vi skaber selv en mening med livet. Det har Leif Bruun også gjort.

Han har haft sine udfordringer, og kan tænke tilbage på en svær tid - før alt skriveriet begyndte.

- Der skete en meget stor omvæltning i mit liv, da jeg var 45 år. Jeg var kørt fuldstændig ned i kulkælderen. Jeg skippede familien, arbejdet, flyttede til et isoleret sted og havde det helt forfærdenligt. Økonomisk var jeg ruineret. Jeg var deprimeret og indesluttet. Jeg havde virkelig nogle psykiske problemer, siger 71-årige Leif Bruun, der stort set har brugt resten af sit liv på at komme ovenpå, videre i livet.

Kontakten med sine følelser fik ham til at skrive. I starten var det som ren terapi, men siden har idéer, tanker og holdninger boblet og sydet så ubændigt, at teksterne har været umulige at holde tilbage. Otte bøger er det blevet til. De to væsentligste er "At leve livet levende", en slags selvbiografi om hans psykiske udvikling, og "Det menneskelige væsen" - eller det væsentlige ved mennesket.

Nyt på vej

"Smederim og Brokker" kan man gå til og fra. Og der er mere af samme skuffe.

- Der er yderligere to bøger på vej i samme genre, fortæller Leif Bruun.

Materialet er klar, så de færdige tekster skal blot sættes i system og placeres i den rette rækkefølge.

- Jeg har mange budskaber, men jeg er ikke på en mission, hvor jeg vil have folk til at mene noget bestemt. I øvrigt er der også vittigheder i samlingen; en god pointe kan jo fortælle meget om en person. Det vigtigste er, at jeg gennem mine tekster skaber eftertanke, siger han.

Forfatterens pen kommer ikke til at ligge urørt i det nye år. Næste store projekt handler om slægtshistorie. De mange oplysninger, der er tilgængelige på nettet, skal bearbejdes - 15 generationer tilbage, men det er en helt anden historie.