Real Madrid-direktør: Mourinho bliver her
Real Madrid-direktør Emilio Butragueno regner også med, at José Mourinho er træner i den spanske storklub efter denne sæson.
Butragueno har ikke hørt noget om, at Mourinho skulle være utilfreds i Real Madrid.
- Mourinho gør sig efter vores vidende ingen tvivl om sin fremtid.
- Vi er meget glade for at have ham, og jeg er sikker på, at han bliver hos os, siger Emilio Butragueno ifølge espnsoccernet.com til Canal Plus.
- Der opstår hele tiden rygter, men de påvirker os ikke, tilføjer direktøren.
José Mourinhos fremtid er de seneste uger blevet et emne for spekulation i flere medier.
Portugiserens defensive spillestil har da heller ikke gjort ham til den mest populære mand blandt Real Madrids tilhængere til trods for den aktuelle førsteplads i den spanske liga.
Mourinho er på kontrakt i den spanske hovedstadsklub frem til sommeren 2014.








RSS