Flammer og lækkert kød er et hit
Foto: MICHAEL SVENNINGSEN
Der er åben ild både udenfor og indenfor hos Flammen i Vejle. Restauranten åbnede i nyistandsatte store lokaler i Sjællandsgade i oktober måned sidste år. Siden er kunderne bare væltet ind. Og nu er der åbent alle dage.
- Det er gået over al forventning. Det er faktisk gået så godt at vi nu har åbent alle i ugen, siger Thomas Nielsen.
Thomas Nielsen er indehaver af Flammen, sammen med makkeren Johnny Jacobsen. Konceptet stammer fra Kolding, hvor Flammen har været i gang i to år.
- Det er en gammel slagter, Flemming Sunddahl, der har udviklet konceptet. Han har leveret mad ud af huset i mange år, og vidste lige hvad det var folk ville have. Derfor startede han konceptet op sammen med sin familie, siger Thomas Nielsen.
Den første restaurant blev åbnet i Kolding og året efter åbnede familien Sundahl den anden restaurant i Odense. Begge restauranter kører rigtig godt, og derfor var Thomas Nielsen og Johnny Jacobsen heller ikke i tvivl om at konceptet også bleven succes i Vejle.
Kød i særklasse
Konceptet er et buffetkoncept, hvor man kan tage flere gange. Restauranten har en salatbar med masser af muligheder og så bliver kødet færdiggrillet over åben ild i restauranten.
- Vi har altid 10-12 forskellige slags kød på grillen. Og det er helt sikkert, at det er kødet der er grunden til succesen. Vi køber alt vores kød fra kæden, og det går den Flemming Sunddahl ikke på kompromis med, siger Johnny Jacobsen.
På grillen kan man finde mange forskellige slags kød, blandt andet black angus, der først langtidssteger seks timer i ovnen inden det kommer en tur over flammerne, krondyr, argentinske pølser eller vildsvin.
- Vi kan se at første gang folk er herinde, så vil de gerne have noget som de kender fx svinemørbrad. Men anden gang, så vil de gerne prøve noget nyt. Jeg tror også at vores vinkort har overrasket kunderne, for vi har noget for enhver smag og i forskellige prisklasser, siger Thomas Nielsen.
Selv spiser de to indehavere også dagligt i restauranten og de har skam også en favorit på grillen, nemlig det argentinske spidsbryst.
- Det er bare et sindssygt lækkert stykke kød, der er som skabt til grillen. Det er også gæsternes favoritter og vi køber næsten dobbelt så meget hjem af det, end vi havde regnet med, siger Johnny Jacobsen.
Flammen har plads til 250 gæster, og restauranten har været fyldt hver fredag og lørdag og det glæder de to ejere. Nu glæder de sig til 2012 og til at holde åbent alle ugens dage.
Der ar altid åben ind udenfor Flammen, når restauranten altså har åbent. Her er det Thomas Nielsen til højre og Johnny Jacobsen til venstre. (Foto: Michael Svenningsen)





RSS