I skyggen af lillebror er ikke så slemt

Kiddesvej august 2011.

Brødrene Rasmus og Thomas Guldhammer fulgtes op ad den stejle bakke på hjul af hinanden.

Uadskillelige så de ud på Post Danmark Rundts kongeetape, mens folk stod tæt og heppede på brødrene.

Episoden fandt sted kort tid efter, Rasmus brækkede kravebenet og forsøgte at kæmpe sig tilbage i løbet med VM i København som det store mål forude.

- Jeg blev ved ham hver dag, for måske kunne jeg hjælpe ham til at blive mere mentalt klar, end hvis jeg bare var kørt fra ham. Min støtte var der, uanset hvordan det gik ham. Jeg har min chance i andre løb, der passer bedre til mig, slår Thomas Guldhammer fast.

Storebror Guldhammer på 24 år, der fulgte sin lillebror troligt gennem Post Danmark Rundt og blev ved hans side uden at køre sin egen chance.

- Hvorfor skal man ikke hjælpe en rytter, der er så god? Jeg ville også hjælpe andre ryttere, men især Rasmus. Og jeg ved, at han også ville hjælpe mig, hvis jeg kom en dag og sagde, i dag vil jeg køre stærkt, og i dag vil jeg vinde, siger Thomas Guldhammer.

Ingen misundelse

De to brødre er ud af en cykelfamilie, men det er lillebror Rasmus, der er løbet med det største cykeltalent og dermed også det meste af offentlighedens opmærksomhed - især da han som blot 20-årig fik en professionel kontrakt med Team HTC Columbia og samtidig blev udråbt til et kæmpetalent med potentiale til at vinde Tour de France.

- Det har jeg aldrig haft noget i mod. Jeg har bare prøvet at støtte ham. Det er ens bror, mit eget kød og blod. Hvorfor skulle jeg ikke hjælpe ham, spørger Thomas Guldhammer, mens han roser sin bror til skyerne og afviser, at der nogensinde har været tale om misundelse.

- Det har ikke været forgæves for mig, hvis jeg har kunnet hjælpe ham til at vinde. Det gør mig glad, hvis det går ham godt og omvendt, siger Thomas Guldhammer.

- Rasmus er god på alle fronter og er en rigtig dygtig rytter. Det er bare fedt at se. Selvom han måske er gået lidt i stå nu, mener jeg stadig, han er en af de bedste ryttere i Danmark, og han kan stadig nå at blive professionel og vinde store cykelløb.

Vinder i slåskamp

Men i ungdomsårene og juniortiden var styrkeforholdet mellem brødrene omvendt. Thomas vandt flere løb og lavede også flere resultater end Rasmus, indtil det hele vendte på hovedet en dag.

- I 2008 udviklede han sig ekstremt meget, og i 2009 doblede han sin udvikling. I dag slår han mig med fire-fem minutter i bjergene, hvis vi kører 10-12 kilometer. Det er meget tid at miste, siger Thomas Guldhammer med et skævt smil, der nærmest indikerer stolthed over lillebrors præstation.

- Jeg husker stadig en træningstur tydeligt. Vi var på bakken ved Ravning og gav den gas, men jeg kunne ikke sætte ham. Da jeg slap tempoet lidt, prøvede han at cykle udenom. Da tænkte jeg, nu går der ikke lang tid, før jeg ikke kan følge ham mere, husker Thomas Guldhammer men tilføjer straks med et stort smil:

- Det gør ikke noget. Det har jeg det fint med - så længe jeg stadig kan banke ham, når vi slås.

Cykelløb har fyldt det meste af hans liv, siden han var barn. Siden 2006 har han kørt UCI kontinental-hold, og det betyder, at der ikke har været tid og lyst til en uddannelse.

Men som fuldtidsansat på Vejle Idrætsefterskole går job og interesser op i en højere enhed.

- Det er sjovt at træne de unge og se deres udvikling. Jeg lærer også noget af det, forklarer underviseren, som også har aften- og weekendvagter med eleverne.

Og de får sandhederne råt for usødet. Cykelsporten er en hård sport, og sportsdirektørerne holder sig ikke tilbage med gloserne, hvis rytterne ikke lever op til forventningerne, og det fortæller han gerne de unge om.

- Det er ikke bare guld og grønne skove at være cykelrytter. Man bliver også mødt med lortehoteller og lortemad, som man næsten ikke har lyst til at spise, men du ved, du er nødt til at få noget indenbords, for du skal køre 200 kilometer igen dagen efter, siger han og understreger gerne hverdagen over for de unge cykelryttere, der drømmer om at kunne leve af cykelsporten.

To år i træk har Thomas Guldhammer selv været tæt på en professionel kontrakt, men begge gange er det gået i vasken.

- Det er noget af en skuffelse, når det altid har været ens drengedrøm. Når det ikke lykkes, så hænger man lidt med mulen, siger Thomas Guldhammer.

Derfor har han også flere gange overvejet at stoppe med at cykle, selvom det har fyldt det meste af hans tilværelse siden 1996.

Men da det lokale Team Tre-For med hans far Michael Guldhammer som sportschef tilbød ham en aftale for den kommende sæson, hvor han er tiltænkt en rolle som en slags kaptajn og skal tage sig af de unge og uerfarne ryttere, vækkede det alligevel noget i ham.

- Alderen går imod mig nu, men jeg håber stadig, det kan lade sig gøre at blive professionel på et tidspunkt. Det lykkedes for nogle få, selvom de er 25, 26 eller 27 år.

Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Sport-forsiden