Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Ugeavisen Vejle

Gult kort fra Dommer Skrald

26.07.2010 kl. 11:14 Af
Gult kort fra Dommer Skrald

Annonce

Siden årsskiftet har det været et lovkrav, at man skal pakke sit løse affald i klare sække, når man kører på genbrugspladsen. Nu gi’r ”Dommer Skrald” det store gule kort til de, der endnu ikke spiller efter reglerne.
Det er et halvt år siden, at de sorte affaldssække officielt blev forment adgang til alle landets genbrugspladser.
Den nationale affaldsbekendtgørelse har siden 1. januar i år krævet, at man bruger klare sække, når man pakker det løse affald, der skal på genbrugspladsen. Det forklarer ”Dommer Skrald”, som er ansat hos AffaldGenbrug i Vejle og lyder det borgerlige navn Aksel Sørensen.
- Jeg håber, det er nok at hæve det gule kort, lyder det fra den kommunale ”Dommer Skrald”. Som offentlig myndighed følger vi naturligvis de regler, der står i lovgivningen, men vi vil helst gøre det uden at skulle agere bussemænd. Det er altid så ærgerligt, når det røde kort skal frem – uanset om det er på grønsværen eller på genbrugspladsen.
AffaldGenbrug understreger, at forbuddet mod sorte sække på genbrugspladserne intet har at gøre med de sorte skralde-poser, som skal i skraldespanden. De sorte og de grønne poser til dagrenovation skal stadig bruges ganske, som de plejer.
- Vi ved godt, at det kan være svært at ændre vaner, lyder det forstående fra ”Dommer Skrald”. Men der er faktisk flere gode grunde til at bruge klare sække til det løse affald. Når personalet på genbrugspladserne kan se, hvad der er i sækkene, kan de meget lettere give gode råd og vejledning, når affaldet ikke er sorteret rigtigt.
Der er ingen særlige krav til holdbarheden af de klare sække, der skal bruges på genbrugspladserne. Bare man kan se affaldet igennem dem.
- Når vi hele tiden fokuserer på sortering, er det fordi, at rigtig sortering af affaldet er en forudsætning for at kunne genanvende ressourcerne i affaldet i stedet for bare at brænde eller deponere det, forklarer Aksel Sørensen. Det er der sund fornuft i, både af hensyn til miljøet og økonomien.
Mange typer affald, som f.eks. metal, pap, papir, træ og plast, kan sælges til en god pris – hvis det vel at mærke er sorteret korrekt. Affald, der skal brændes eller deponeres, koster til gengæld penge. En bedre sortering gør også, at elektronikaffald, malingrester, batterier og lignende havner de rigtige steder, så det kan blive behandlet på en miljømæssigt forsvarlig måde.
- Enhver der sorterer sit affald, er en aktiv medspiller i forhold til at sikre sund økonomi i de kommunale affaldsordninger, understreger Aksel Sørensen, som er økonomikonsulent hos AffaldGenbrug, når han ikke optræder som ”Dommer Skrald”. Samtidig spiller man fairplay overfor naturen, når man genanvender ressourcerne i affaldet. Så find nu de klare sække frem og sorter affaldet, så stikker jeg det gule kort i lommen igen.

Billedtekst:

Det er et halvt år siden, at de sorte sække fik det røde kort på alle landets genbrugspladser. Nu hæver Dommer Skrald – alias Aksel Sørensen - fra AffaldGenbrug det gule kort i Vejle Kommune.




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Ugeavisen Vejle-forsiden

Bedøm artiklen:
1
 har stemt. Gennemsnit
4,0
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


flexblock