Fra spiseforstyrret sukkergris til sundhedskonsulent

Se flere billeder

Af Jeanette Øllgaard Sørensen, Vejle

I relation til vores artikel om 30-årige Jeanette og hendes erfaringer med et voldsomt slikmisbrug bringer vi her hendes personlige beretning:

Selv den dag i dag, når jeg går ind i et supermarked, kan jeg af og til blive fristet af de mange kulørte poser og varianter i slikafdelingen. Men så minder jeg mig selv om, at jeg under ingen omstændigheder må eller kan falde i igen. Det er nu over 7 år siden jeg sidst gik amok og købte slik for flere hundrede kroner om dagen, og hvor al normal mad blev tilsidesat, for at der skulle være plads til slik. Lidt ligesom et barn, der hellere spiser det, barnet kan lide, i stedet for at ville spise dét, som er sundt og nærende. Det er også over 7 år siden jeg gik ned med den ene forkølelse efter den anden, og hvor helbredet skrantede voldsomt, på grund af den næringsfattige kost og på grund af alt for megen træning i min dagligdag.
Det hele startede med en spiseforstyrrelse af mildere grad. Jeg har aldrig sultet mig selv, for det havde jeg ikke viljestyrke nok til. Men dengang kørte der en forskellige fedtforskrækkede programmer i tv, og jeg havde jo derfra ”lært”, at man skal undgå alt fedt og bare spise masser af kulhydrater. Så det gjorde jeg. Og jeg var virkelig fanatisk! Jeg spiste ikke ret meget, men dét jeg spiste, indeholdt max 2 g fedt pr. 100 g. Bortset fra mælkeprodukter, der aldrig måtte have mere end 0,1 g fedt pr. 100 g. Jeg gik min familie på nerverne med mine regler om mad. De var alle meget bekymrede, så alt hvad de kunne få mig til at spise, købte de gladelig til mig. Incl. Slik.
Det hele begyndte faktisk i 9. Klasse, da jeg gik på en noget dramatisk slanke- og motionskur. Jeg tabte omkring 20 kg på 9 måneder og gjorde alle omkring mig meget bekymrede med min strikse og skrabede diæt og min hang til overdreven motion.
Da jeg læste til eksamen i 10. klasse begyndte min daværende veninde og jeg at købe noget bland selv slik for at få energi til hjernen, mens vi terpede fysik og matematik. De første par gange var det bare for 10-15 kr., hvilket vi på det tidspunkt selv fandt en smule overdrevet. Men smagen for det søde kom hurtigt. Min krop skreg efter al den næring, den kunne få, da den i over et år havde været stærkt underernæret, og jeg har altid haft en meget sød tand – selv før jeg blev spiseforstyrret.
Efter eksamen fortsatte jeg selv med at købe slik. Nu stod der efterhånden 25-30 kr. på displayet, hver gang jeg skulle betale, men jeg holdt det slikforbrug længe. Jeg startede på gymnasiet og lavede den regel for mig selv, at jeg kun måtte spise slik i weekenderne. I hverdagene levede jeg af æbler, kartofler og grøntsager. Når det blev weekend, gik jeg amok med slik og hvidt brød. Hver aften sad jeg og oksede energien ud af kroppen igen med 1 time på min kondicykel, så jeg med en lidt bedre samvittighed kunne spise løs af de farverige slikvarianter.
Langsomt blev mine slikdage udvidet til også at gælde i hverdagene. Jeg spiste slik, hvis jeg havde fået en god karakter i skolen. Eller hvis jeg havde fået en dårlig karakter! (Var der nogen, der sagde trøstespisning?). Pludselig spiste jeg bare slik hver dag, fordi jeg havde lyst til det – og så måtte jeg jo skære ned på alt det andet mad jeg spiste for ikke at få for meget energi. Jeg spiste mig simpelt hen mæt i slik!
Jeg havde en idé om, at jeg ville tømme min krop for næringsstoffer. Jeg gjorde ting imod min krop, som var den rene tortur. Jeg begyndte at tage afføringspiller i store mængder for at dræne kroppen for den mad jeg havde spist – også selvom det bare var slik. Jeg arbejdede bevidst hen imod at udvikle mangelsygdomme for diverse vitaminer og mineraler. Sygt! Men jeg havde ikke viljestyrke nok til helt at undlade mad, så afføringspillerne blev løsningen. Opkast med vilje kunne jeg heldigvis ikke – heller ikke trods mange ihærdige forsøg med både fingre i halsen samt koncentreret saltvand…. Men nej… Når maden først var kommet ind, var der kun én vej ud for den igen…

Sådan udviklede det sig over tid. Mine forældre anede ikke uråd, for jeg spiste aftensmad hver aften (dog vegetarisk og ualmindelig fedtfattigt), men de vidste jo ikke, at jeg havde spist 90-120 Dulcolax afføringspiller ½ time inden aftensmaden, eller at jeg kun havde fået slik at spise hele den øvrige del af dagen.
Sådan fortsatte det længe, og efter gymnasiet flyttede jeg sammen med min søster til en by i nærheden af den tyske grænse - et paradis for slikmisbrugere, da de tyske grænsebutikker bugner af slik i kæmpepakninger. Slikhylder så langt øjet rakte og billige spændende typer slik, som man ikke kunne købe i DK. Det år jeg boede sammen med min søster nær grænsen, købte jeg omkring 2-3 kg slik om ugen (mindst) og det hele blev spist.
Af og til blev jeg vred på mig selv og mit store slikforbrug. Jeg kunne jo ikke forstå, at jeg ikke tabte mig mere… De havde jo i ”Farvel Fedt” på TV lovet, at kulhydraterne ikke feder og at man ville tabe sig, hvis man spiste rene kulhydrater…. Jeg besluttede flere gange, at nu skulle det være slut. Dét løfte holdt ca. ½ dag. Så sad jeg og guffede i mig igen og skyllede det hele ned med 1 liter sød Pepsi max. Misbruget med afføringspiller fortsatte. Dagens kost var på de gode dage hvide ris eller cornflakes til morgenmad, 500 g slik eller deromkring til ”dessert” og slik resten af dagen, indtil aftensmaden, som kunne bestå af ris eller pasta med ketchup eller kartofler med lidt grønsager. Altid krydret med 1½-2 liter Pepsi max og efterhånden 150-200 afføringspiller. Afføringspiller har jo den uheldige bivirkning, at kroppen vænner sig til dem, så man efterhånden skal have flere og flere for at få samme mavevridende virkning.
Efter et år i det sønderjydske skulle jeg begynde på en uddannelse i København, og flyttede fra det mørke Sønderjylland til det store og vilde København. En fabriksløn blev erstattet med SU, hvilket man altså ikke kan købe meget slik for – især ikke, hvis man også skal have råd til studiebøger og husleje.
Jeg var ikke blevet bedre til at passe på mig selv, eller spise mere fornuftigt. Jeg var kun en umoden 21-årig lille tøs, alene i den store hovedstad med min spiseforstyrrelse og mit slik- og afføringspillemisbrug.
Men hvis man er misbruger – og skal vælge mellem at bruge pengene på den meget dyre matematikbog eller 2 kasser med 50 stk. dejlige, søde pingvinstænger med jordbærsmag, hvad vælger man så??? Jeg valgte selvfølgelig efter lysten – og kom hurtigt bagud i de fleste fag på studiet, eftersom jeg naturligvis ikke havde råd til bøgerne.
Jeg var også rastløs! Når jeg var i skolen, ville jeg helst være hjemme, og når jeg sad hjemme på mit fine værelse, jeg havde lejet i en villa i Brønshøj, kunne jeg ikke tage mig sammen til at læse lektier, og tog i stedet ud for at cykle hovedstaden tynd i søgen på gode sliktilbud. Denne disciplin bliver man dog ikke professor af, og efter bare 2½ måned, droppede jeg ud af studiet og flyttede tilbage til mine forældre i Vejle.
Jeg prøvede at starte på et nyt studie, men jeg brugte stadig for meget af min tid og energi på at jage mad med så lidt næring som muligt, og afføringspillerne tappede min krop mere og mere for energi og sund fornuft. Jeg fandt et arbejde på en fabrik 14 km hjemmefra, og da begyndte det for alvor at gå ned ad bakke med mit helbred. For samtidig med, at jeg flyttede hjem, erstattede jeg den daglige time på kondicyklen med 4-5 timers intensiv træning i et fitnesscentret. Dagens program så derefter således ud: Stod op kl. 4.45 og cyklede 14 km på arbejde på en gammel havelåge. På arbejdet fik jeg 2 rundstykker uden noget på til morgenmad, og gik ellers kl. 6 i gang med dagens 8 timers knoklearbejde. Lidt brød og pasta til frokost og nogle elefantstænger til dessert. Når jeg havde fri kl. 14, cyklede jeg de 4 km ned i gågaden i byen og købte enten 10-20 pingvinstænger, 3 poser slik eller for 50 kr. blandet slik, som jeg guffede i mig, inden jeg tog til træning i fitnesscentret. Først 1 times styrketræning. Derefter 1 time på stepmaskine. Jeg stod ikke og sov på den stepmaskine. Der blev knoklet, så sveden stod ud til alle sider. Derefter 80 min på en kondicykel i fitnesscentret, efterfulgt af 2, 3 eller 4 timers spinning. Når jeg var færdig ved 21-tiden om aftenen, cyklede jeg de sidste 10 km helt hjem, hvor jeg spiste noget hvidt brød, en masse pingvinstænger eller bland selv slik. I seng kl. 23 og op igen næste morgen til en tilsvarende dag. Sådan stod det på rigtig længe. Jeg holdt dog op med at bruge afføringspiller, da de tappede min krop for meget for energi, og jeg hurtigt fandt ud af, at jeg ikke havde kræfter til at træne så meget eller hårdt, når jeg tog dem. Men det var for sent, og efter få måneder med den træningsintensitet, blev jeg forkølet.
En forkølelse plejer ikke vare mere end højst 2-3 uger, men min blev hængende flere måneder. Når jeg lige var kommet over den ene, kom den næste kun et par dage senere.
Vendepunktet i mit liv kom bare få måneder senere – i efteråret 2002, hvor jeg mødte min nuværende kæreste i fitnesscentret. Vi blev gode venner til at starte med, men efter bare 1½ måned udviklede det sig til et forhold. Vi har i dag været sammen i over 7 år, og det var min kæreste, der fik mig ud af mit slikmisbrug.
Jeg var fanatisk på utrolig mange områder. Spiste SLET ingen mad der indeholdt fedt – men tørstede samtidig efter at kunne nyde livet af og til – at kunne tage ud og spise på en restaurant med min kæreste uden at skulle vælge tør salat hver gang. At jeg kunne nyde en isdessert hos mine svigerforældre. Langsomt fik min kæreste vendt mig til at spise ting, der indeholdt sunde olier – ”for fedt er jo ikke bare ét fedt, og jeg havde brug for fedtsyrerne”, sagde han. Langsomt fik han mig overtalt til at skære ned på slikket, ”for sukker tager pladsen for alle antioxidanterne i kroppen og bevirker, at man ikke kan optage vitaminer”, sagde han til mig. Om det er sandt, ved jeg ikke, men eftersom jeg jo gerne ville over min endeløse forkølelse, havde jeg pludselig motivationen til at stoppe med sukkeret.
Når det blev hårdt og slikhylderne trak, tog min kæreste fat i min hånd og trak mig væk. Og det virkede jo, for efter kort tid kom jeg af med min forkølelse. Min kæreste fortalte mig også, at sødestoffet i Pepsi Max var skadeligt og kunne give kræft – pludselig fra det ene øjeblik til det andet mistede jeg lysten for Pepsi Max. Og sådan hjalp han mig trin for trin på vej til et sundere liv. Jeg kunne pludselig mærke på kroppen, hvilken forskel sund kost for kroppen. Jeg havde været SÅ træt SÅ længe og mit immunforsvar havde været SÅ lavt og nu følte jeg mig pludselig stærk, fyldt med energi og fik pludselig muskler af alt den træning, fordi kroppen fik næring at bygge musklerne med. Det var herefter jeg fandt ud af, at jeg måtte i gang med fortælle nogen om det.
Jeg begyndte at skrive lidt på nettet i forskellige fora om mine erfaringer med at komme ud af et sukkermisbrug. Ét af mine indlæg blev læst af en journalist fra Politiken, som netop skulle i gang med at skrive en artikel til et tillæg i Politiken i 2003 om Danskernes sukkerindtag. Journalisten tog kontakt til mig o kom til Vejle for at interviewe mig. Artiklen blev bragt og jeg fik mange henvendelser fra folk, der gerne ville høre mere eller lave et interview med mig. Dette førte til en anden artikel i Alt for Damerne i slutningen af 2004 og en endnu mere brændende lyst til at fortælle andre om konsekvenserne ved at lade sig styre af et mad- eller sukkermisbrug.
Jeg blev i 2003 optaget på Professionsbacheloruddannelsen i Ernæring og sundhed, og det er nu 3½ år siden jeg blev færdiguddannet med speciale i Human Ernæring og mere end 7 år siden jeg sluttede mit sukkermisbrug. I dag er jeg deltidsansat i Fitnessdk som slankevejleder og har ansvaret for +Slank slankeholdet og står for både træningen, motivationen samt kostvejledningen af slankemedlemmerne. Jeg elsker at hjælpe +Slank medlemmerne til at tabe sig, baseret på mine egne erfaringer med både usund og sund kost og livsstil.
Jeg er også blevet uddannet lægeeksamineret massør, og når jeg ikke kostvejleder eller underviser slankemedlemmerne, arbejder jeg i mit eget firma ”Piphest”, som også har til huse i Fitnessdk.
I Piphest laver jeg både kostvejledning, massage og øreakupunktur. Jeg hjælper dagligt mange med smerter samt folk med vægtproblemer, fordøjelsesproblemer og andet kostrelateret baseret på en holistisk tilgang til kroppen. Sundhed handler ikke kun om, hvad vi spiser, men også om kroppen er i balance. Har man tilbagevendende spændinger i nakke/ryg/skuldre/lænd eller en slem hovedpine, der ikke lader sig behandle, kan årsagen godt findes i kosten, men omvendt kan vægtproblemer også være forårsaget af fysiske spændinger i kroppen, der blokerer nervesystemet og dermed fordøjelsen.
Jeg er i dag næsten ”stoffri”, men ikke ”hellig”, hvad sukker angår. Jeg spiser kan godt tage en is eller lidt chokolade af og til, men slik som vingummi, pingvinstænger o.l. rører jeg aldrig igen. Sukker er et nydelsesmiddel – ikke et næringsmiddel, og uden næring og drikke duer heltinden ikke…