Min hverdag var løbet løbsk uden ”Hamsteren”
f Klaus Lindholm
Den 9. august skal den 35-årige pgu’er Bethina Bruun Madsen fra Give til jobsamtale i Give.
Det havde hun ikke skullet, hvis hun ikke havde tilbragt de sidste to år i Den Gyldne Hamster i Vejle - en dyrehandel, som med kommunens indsats skal hjælpe borgere med sindslidelser ud i en almindelig hverdag.
Her har hun været ansat som frivillig med en lille økonomisk godtgørelse oven i pensionen.
Det er dog ikke pengene, men miljøet, der i den grad har givet Bethina selvtillid og overskud til at turde at søge ind på arbejdsmarkedet. Og som har taget så godt imod hende, da hun måtte opgive sidst, hun prøvede, at hun nu igen har mod på det.
- Når vi får et nyt job, får vi en måneds orlov, så vi kan komme tilbage til Den Gyldne Hamster, hvis det ikke går, uddyber Bethina.
Hun har været sindslidende hele livet, men blev først som 18-årig diagnosticeret som scizofren, da hun blev indlagt med en depression efter at være flyttet hjemmefra forældrene i Løsning for at starte på teknisk skole i Kolding.
Farlig besparelse
Et par år senere tog hun grunduddannelsen som pædagog på pædagogseminariet i Kolding, og hun har da også arbejdet som pædagog - bl.a. i seks år på Rudolf Steiners børnehave i Vejle, hvor hun kunne anvende sine meget sociale og kreative kompetencer.
Bethina er taknemmelig over, at hun nåede at få så meget tid på Den Gyldne Hamster, før hun nu formentlig får det ny skånejob. Butikken er sat på kommunens liste over institutioner, der skal nedlægges, og Bethina og hendes kæreste, Henning Junker, frygter, at besparelsen vil æde sig op ved et stigende antal besøg hos praktiserende læger, på psykiatrisk afdeling og på Sukkertoppen, der i øvrigt ikke har flere pladser allerede nu.
Bethina bruger sig selv som et eksempel. Hun er netop kommet hjem fra et par dage på psykiatrisk afdeling, fordi neddroslingen af hendes medicinering alligevel blev for voldsom efter en længere god periode.
- På Den Gyldne Hamster lærer vi bl.a. at tackle vore nedture bedre. Havde det været for 10 år siden, havde jeg måske skullet indlægges i fire måneder. Nu tager det tre-fem dage.
De vigtige pauser
- Min hverdag ville løbe løbsk uden Den Gyldne Hamster. Det er så vigtigt, at de lærer en, at man er noget værd - så man får mod til at søge et andet arbejde.
Det er her, Bethina får den tryghed, der er så vigtig for hende - og tryghed får man let på Den Gyldne Hamster, hvor der er stor forståelse fra både personale og kolleger, og hvor de butiks-ansatte har tilknyttet et par kontaktpersoner.
- Jeg er blevet mere tryg, selvsikker, moden og ansvarsbevidst af at være her, understreger Bethina og betoner, at det sociale aspekt bliver vægtet meget højt. Man skal f.eks. helst holde sine pauser sammen.
Der er altid tid til en snak – også om det, der er af privat karakter. Og når man ringer og melder sig syg, får man at vide, at man bare kan komme og kigge og få en kop kaffe – eller blive det antal timer, man har lyst.
Et helt nyt menneske
Også Bethinas kæreste, Henning Junker, er begejstret for hendes møde med Den Gyldne Hamser:
- Hun kommer hjem med nye indtryk udefra og er glad. Hun er blevet et helt nyt menneske. Det er helt klart.
Hvordan det end går for Den Gyldne Hamster, så har tiden givet Bethina et bredt netværk af mennesker, som forstår hinanden på en anden måde, end man kan have uden den fælles baggrund.
Hun er dog et meget socialt menneske og har i forvejen et bredt netværk - hvilket dog mest dyrkes på sms, efter at hun flyttede fra Vejle til Give i februar.
Sindslidelsen har ligget som en skygge over hende og har begrænset hendes muligheder. Og det er belastende at høre stemmer og få ud af kroppen-oplevelser, hvor man får at vide, at man er tyk og grim.
Der er ellers ingen arvelige træk i familien eller ydre påvirkninger bag Bethinas scizofreni. Hun har haft en tryg barndom og har ikke været ude for voldsomme chok eller traumer.
foto:
Bethina Bruun Madsen og hendes kæreste Henning Junker er glade for, at Bethinas to år på Den Gyldne Hamster gjorde hende til et helt nyt menneske. (Foto: Torben Glyum).







RSS